EU's historie — fra kul og stål til union

Efter to verdenskrige på få årtier ønskede flere europæiske politikere at binde landenes økonomier så tæt sammen, at en ny krig mellem dem blev praktisk umulig. Løsningen blev ikke en stor, samlet union på én gang, men en række små, konkrete skridt.

Kul- og Stålunionen

I 1951 dannede seks lande — Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland — Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Ideen var enkel: ved at lægge kul- og stålproduktionen, krigsindustriens råstoffer, under fælles kontrol blev det langt sværere for landene at ruste op mod hinanden.

Fra fællesskab til fælles marked

I 1957 udvidede de samme seks lande samarbejdet med Rom-traktaten, der oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) — kimen til et fælles marked med fri handel mellem medlemslandene. I de følgende årtier tilsluttede flere lande sig, og samarbejdet voksede gradvist ud over økonomi.

Maastricht-traktaten og EU's fødsel

Det var først med Maastricht-traktaten i 1992, at unionen formelt fik navnet Den Europæiske Union. Traktaten udvidede samarbejdet til nye områder som udenrigs- og sikkerhedspolitik og banede vejen for en fælles valuta. Senere traktater, blandt andet Amsterdam-, Nice- og Lissabon-traktaten, har justeret, hvordan unionen fungerer og træffer beslutninger.

Den vigtigste pointe

EU er ikke opstået på én gang, men gennem gentagne, forsigtige skridt fra et snævert kul- og stålsamarbejde til en bred politisk union. De symboler, unionen i dag samler sig om — flag, hymne og motto — fortæller en del af den samme historie om fællesskab.