Solen

Solen er en stjerne — en enorm kugle af glødende gas, der holdes sammen af sin egen tyngdekraft. Den udgør alene omkring 99,8 procent af hele solsystemets masse, og dens diameter er over hundrede gange så stor som Jordens. Sammenlignet med de mange stjerner i Mælkevejen er Solen dog forholdsvis almindelig i størrelse og alder.

En kugle af glødende gas

Solen består næsten udelukkende af brint og helium og har ingen fast overflade. Den er bygget op i lag: en tæt, ekstremt varm kerne inderst, derefter lag hvor energi transporteres udad, og yderst en synlig overflade kaldet fotosfæren, hvorfra det lys, vi ser, stråler ud. Uden for fotosfæren ligger en tynd atmosfære, koronaen, der bliver synlig som en lysende ring under en total solformørkelse.

Fusion: kraftværket i kernen

Solens energi kommer fra kernefusion. I kernen, hvor temperaturen når op på omkring 15 millioner grader, presses brintatomer sammen med så stor kraft, at de smelter sammen til helium. Processen frigiver enorme mængder energi, som langsomt arbejder sig ud gennem Solen og til sidst forlader den som lys og varme. Energien er derfor flere hundrede tusinde år om at rejse fra kernen til overfladen — men kun otte minutter om den sidste strækning til Jorden.

Solens indflydelse på Jorden

Ud over lys og varme sender Solen konstant en strøm af ladede partikler ud i rummet, solvinden. Når den rammer Jordens magnetfelt, kan den blandt andet skabe nordlys. Solens aktivitet svinger desuden i cyklusser på omkring elleve år, hvor antallet af solpletter og udbrud stiger og falder — noget der i sjældne, kraftige tilfælde kan påvirke satellitter og strømnet på Jorden.

Den vigtigste pointe

Solen er en fusionsdrevet stjerne, hvis energi gør liv på Jorden muligt. Den er samtidig den nærmeste stjerne, vi har — og derfor vores bedste mulighed for at studere, hvordan stjerner generelt fungerer.